Når du lever med kroniske smerter, kan det blive svært at vide, hvornår du skal lytte til kroppen – og hvornår frygten for smerter begynder at begrænse dig mere end nødvendigt.
Måske har du oplevet, at en aktivitet blev efterfulgt af flere smerter. Næste gang bliver du mere forsigtig.
Kan jeg gå den tur?
Kan jeg træne?
Hvad sker der, hvis jeg får mere ondt?
Er smerterne et tegn på, at jeg gør skade?
Andre reagerer modsat. De forsøger at ignorere smerterne og fortsætter, indtil kroppen ikke længere kan.
Begge reaktioner er forståelige.
Når kroppen er blevet uforudsigelig, kan det være svært at finde balancen mellem at passe på sig selv og fortsat leve sit liv.
Når du ikke længere stoler på kroppen
De fleste tænker ikke særlig meget over deres krop, når den fungerer.
Man går en tur, tager på arbejde eller gør rent uden først at overveje, hvordan kroppen vil reagere.
Ved kroniske smerter kan det ændre sig.
Kroppen bliver noget, du hele tiden skal forholde dig til.
Du begynder måske at holde øje med små ændringer:
Er smerten stærkere i dag?
Er det her begyndelsen på en dårlig periode?
Gjorde jeg for meget i går?
Det er naturligt at blive mere opmærksom på kroppen, når du har haft smerter gennem længere tid.
Men det kan også være udmattende hele tiden at skulle vurdere, hvad kroppen kan holde til.
Når smerte bliver forbundet med fare
Smerte er et vigtigt signal, og nye eller ændrede smerter kan kræve lægelig vurdering.
Men ved længerevarende smerter er forholdet mellem smerte, belastning og fysisk skade ikke altid enkelt.
Det kan derfor være svært selv at vide, hvad en stigning i smerterne betyder.
Hvis du tidligere har oplevet kraftige smerter efter en bestemt aktivitet, kan du naturligt begynde at forbinde aktiviteten med fare.
Du bliver mere forsigtig.
Det kan være hensigtsmæssigt.
Men hvis frygten efterhånden breder sig til flere og flere aktiviteter, kan dit liv gradvist blive mindre.
Det er derfor vigtigt, at spørgsmål om fysisk aktivitet og belastning vurderes ud fra din konkrete helbredstilstand og eventuelle sundhedsfaglige anbefalinger – ikke ud fra en generel idé om, at man enten altid skal presse sig eller altid skal undgå smerte.
Når du begynder at undgå
Det kan starte helt fornuftigt.
Du holder pause fra noget, der giver mange smerter.
Men måske begynder du efterhånden også at undgå andre ting.
Den lange gåtur bliver til en kort gåtur.
Den korte gåtur bliver til ingen gåtur.
Du stopper med at tage med til arrangementer, fordi du er bange for ikke at kunne holde til dem.
Du bevæger dig mindre, fordi du ikke ved, hvordan kroppen reagerer.
På kort sigt kan undgåelsen give en følelse af sikkerhed.
På længere sigt kan den for nogle betyde, at smerterne får stadig større indflydelse på, hvad de tør og kan gøre.
Det kan også påvirke humør, sociale relationer og oplevelsen af frihed.
Når du gør det modsatte og presser dig selv
Andre har meget svært ved at acceptere begrænsninger.
Måske tænker du:
Jeg vil ikke lade smerterne bestemme.
Jeg skal bare i gang.
Jeg kan ikke blive ved med at tage hensyn til kroppen.
Så fortsætter du.
Nogle gange langt længere, end du egentlig har kræfter til.
Det kan især ske, hvis du altid har været vant til at være aktiv, effektiv og selvstændig.
At sænke tempoet kan næsten føles som at give op.
Men der er forskel på at udfordre sine begrænsninger og konsekvent at ignorere dem.
Den gode dag kan være en fælde
Efter flere dårlige dage kan en god dag føles som en gave.
Endelig har du energi.
Så skal der ske noget.
Du gør rent.
Handler.
Ser venner.
Ordner haven.
Træner.
Indhenter arbejde.
Alt det, der har ventet.
Og måske ligger du bagefter brak i flere dage.
Når du igen får det lidt bedre, gentager mønstret sig.
Det kan skabe en hverdag med store udsving mellem meget aktivitet og meget restitution.
For nogle kan det være mere hjælpsomt at spørge:
Hvor meget kan jeg gøre i dag og samtidig have noget tilbage til i morgen?
Det er et andet spørgsmål end:
Hvor meget kan jeg presse ud af denne gode dag?
Men skal jeg så bare gøre mindre?
Ikke nødvendigvis.
Målet er ikke automatisk at gøre mindre.
For nogle kan problemet netop være, at frygten har gjort livet for begrænset.
For andre er problemet, at de bliver ved med at overskride egne grænser.
Og for mange skifter de to mønstre.
Det relevante spørgsmål er derfor snarere:
Hvordan kan jeg finde et aktivitetsniveau, der passer til min situation og giver plads til både funktion, restitution og de ting, der betyder noget for mig?
Det kan se forskelligt ud fra person til person.
At lære sine mønstre at kende
Når smerterne varierer, er det let at forsøge at forklare hver enkelt god eller dårlig dag.
Det var nok gåturen.
Det var fordi jeg sov dårligt.
Det var arbejdet.
Det var den middag.
Nogle gange er sammenhængen tydelig.
Andre gange er den ikke.
Hvis du konstant forsøger at finde årsagen til hver ændring, kan det skabe endnu mere opmærksomhed på kroppen.
Det kan derfor være mere hjælpsomt at se på mønstre over tid.
Hvornår presser du dig typisk?
Hvornår trækker du dig?
Hvilke aktiviteter er vigtige for dig?
Hvad koster meget energi?
Hvad giver energi eller mening?
Hvornår bliver frygten styrende?
Hvornår ignorerer du dine egne signaler?
Det handler ikke om at overvåge kroppen endnu mere, men om gradvist at få et mere nuanceret billede af, hvordan du lever med den.
Når bekymringen kommer før aktiviteten
Nogle gange begynder belastningen allerede, før du gør noget.
Du skal måske til en familiefest om tre dage og tænker allerede:
Hvad hvis jeg får ondt?
Hvad hvis jeg ikke kan komme hjem?
Hvad hvis jeg ødelægger det for de andre?
Hvad hvis jeg må aflyse?
Bekymringen kan blive så ubehagelig, at det føles lettere at sige nej med det samme.
Det giver ro nu.
Men hvis det sker ofte, kan du komme til at fravælge aktiviteter, du egentlig gerne ville have været en del af.
Hvis bekymringer fylder meget, kan du læse mere om bekymringer og grublerier.
Når planlægning både hjælper og begrænser
Planlægning kan være en vigtig måde at passe på sig selv på.
Hvis du ved, at en arbejdsdag kræver meget, kan det være fornuftigt ikke også at fylde aftenen med aktiviteter.
Hvis du skal til en fest, kan det være hjælpsomt at vide, at du kan gå tidligere.
Men planlægning kan også blive så omfattende, at spontaniteten næsten forsvinder.
Så kan hele livet komme til at handle om at undgå den næste dårlige dag.
Målet er ikke at droppe planlægningen.
Det er at finde en balance, hvor den understøtter dit liv i stedet for at overtage det.
Grænser bliver vigtigere, når kræfterne er begrænsede
Hvis du har færre kræfter end tidligere, bliver det også vigtigere, hvad du bruger dem på.
Det kan betyde, at du må sige nej til noget.
Ikke fordi du ikke vil.
Men fordi et ja til alt kan betyde, at der ikke er kræfter tilbage til det, der faktisk er vigtigt.
Det kan være svært, især hvis du er vant til at være den, der hjælper andre.
Du kan få dårlig samvittighed eller være bange for at skuffe.
Men en grænse kan være nødvendig, hvis din energi skal række til både arbejde, familie, relationer og dig selv.
Læs mere om grænsesætning.
Når andre siger: “Du skal bare lytte til din krop”
Det lyder enkelt.
Men hvad betyder det egentlig, når kroppen sender mange forskellige signaler?
Skal du stoppe, hver gang du får mere ondt?
Skal du ignorere smerten?
Hvornår er træthed et tegn på, at du skal hvile?
Hvornår er det almindelig træthed efter aktivitet?
Der findes ikke ét svar, der gælder for alle mennesker med kroniske smerter.
Det afhænger blandt andet af din helbredstilstand, typen af smerter og eventuelle anbefalinger fra læge, fysioterapeut eller andre relevante behandlere.
Psykologisk arbejde handler derfor ikke om at lære dig at ignorere kroppen.
Det kan handle om at blive bedre til at skelne mellem symptomer, bekymring, vaner, egne grænser og det, der er vigtigt for dig.
Når frygten for smerte fylder mere end smerten
For nogle bliver frygten for, hvad smerterne kan føre til, en stor belastning i sig selv.
Hvad hvis det bliver værre?
Hvad hvis jeg ender med slet ikke at kunne arbejde?
Hvad hvis det aldrig går væk?
Så handler dagen ikke kun om de smerter, der faktisk er der.
Den handler også om alle de smerter og begrænsninger, du frygter kan komme.
Det kan være hjælpsomt at arbejde med at skelne mellem:
Hvad sker der lige nu?
og
Hvad er jeg bange for kan ske?
Begge dele fortjener opmærksomhed, men de er ikke det samme.
At gøre plads til det, der betyder noget
Når kroppen sætter begrænsninger, kan det være fristende at bruge næsten al energi på nødvendigheder.
Arbejde.
Indkøb.
Rengøring.
Praktiske opgaver.
Og så er der ikke noget tilbage til det, der giver livet glæde eller mening.
Men livskvalitet handler ikke kun om at kunne klare sine pligter.
Det kan derfor være relevant at spørge:
Hvad vil jeg gerne have, at mine kræfter også skal bruges på?
Måske er det relationer.
Natur.
Kreativitet.
Bevægelse.
Familie.
Arbejde.
Ro.
Humor.
Det er ikke altid muligt at gøre tingene på samme måde som før.
Men nogle gange kan de få plads i en anden form.
Når kroniske smerter ændrer dit forhold til dig selv
Hvis kroppen gennem længere tid har været forbundet med smerter, begrænsninger og skuffelser, kan forholdet til den blive præget af vrede.
Hvorfor kan du ikke bare fungere?
Hvorfor svigter du mig?
Det er forståeligt.
Men hvis kampen mod kroppen fylder hele tiden, kan det blive endnu en belastning.
Et alternativ er ikke nødvendigvis at elske sin krop eller være taknemmelig for smerterne.
Det kan være at udvikle en mere neutral og respektfuld tilgang:
Det her er de vilkår, jeg har i dag. Hvordan passer jeg bedst muligt på mig selv og samtidig lever det liv, jeg gerne vil leve?
Hvornår kan psykologhjælp være relevant?
Et psykologforløb kan være relevant, hvis usikkerheden omkring smerterne er begyndt at begrænse dit liv væsentligt.
Det kan blandt andet være, hvis du:
- er meget bange for at forværre smerterne
- undgår flere og flere aktiviteter
- presser dig selv langt ud over dine kræfter
- svinger mellem meget aktivitet og lange perioder med udmattelse
- bruger meget tid på at overvåge kroppen
- bekymrer dig meget om fremtiden
- har svært ved at sætte grænser
- føler skyld, når du hviler
- oplever, at smerterne bestemmer næsten alle dine valg.
Psykologhjælp kan være et supplement til relevant lægelig, fysioterapeutisk eller anden sundhedsfaglig behandling.
Psykologhjælp ved kroniske smerter på Frederiksberg og i København
Hos Psykologerne på Frederiksberg kan et psykologforløb blandt andet hjælpe dig med at forstå dine mønstre omkring aktivitet, hvile, bekymring og grænser.
Vi kan arbejde med frygten for smerter, selvkritik og den usikkerhed, der kan opstå, når du ikke længere ved, hvor meget du kan stole på kroppen.
Målet er hverken, at du skal presse dig gennem smerterne, eller at du skal undgå alt, der kan give ubehag.
Det handler om at finde en mere fleksibel og bæredygtig måde at leve med de vilkår, du har – med størst mulig plads til det, der er vigtigt for dig.
Vi kan ikke love, at psykologisk behandling får kroniske smerter til at forsvinde.
Men psykologhjælp kan være relevant, når smerterne også påvirker din psykiske trivsel, dine valg og den måde, du lever dit liv på.
Du kan læse mere om psykologhjælp ved kroniske smerter og fysiske symptomer.
Er du i tvivl om, hvilken psykolog der passer bedst til det, du står med, er du velkommen til at kontakte os. Du kan også se ledige tider og booke direkte i vores online kalender.
