Kroniske smerter handler sjældent kun om at have ondt.
Når smerterne bliver en vedvarende del af livet, kan de påvirke arbejde, familieliv, sociale relationer og muligheden for at gøre de ting, der tidligere var en selvfølgelig del af hverdagen.
Måske kan du ikke længere arbejde i samme tempo. Måske må du sige nej til aftaler, du egentlig gerne ville deltage i. Måske kan du ikke dyrke den sport, der plejede at give dig energi. Eller måske kræver helt almindelige hverdagsaktiviteter pludselig planlægning og restitution.
Det kan skabe en sorg, som omgivelserne ikke altid får øje på.
For du har ikke nødvendigvis mistet én bestemt ting.
Du kan have mistet dele af det liv, du kendte – og noget af den person, du oplevede dig selv som.
Når hverdagen ikke længere er selvfølgelig
Før smerterne tænkte du måske ikke over, om du kunne tage på arbejde, købe ind, mødes med venner og lave mad samme dag.
Du gjorde det bare.
Med kroniske smerter kan hverdagen begynde at bestå af vurderinger:
Hvis jeg gør det her i dag, hvad koster det så i morgen?
Kan jeg tage med til middagen, hvis jeg også skal på arbejde?
Skal jeg aflyse igen?
Hvor meget kan jeg tillade mig at presse mig selv?
Det kan være udmattende hele tiden at skulle disponere over sin energi.
Samtidig kan det være svært for andre at forstå, hvorfor noget, du kunne i går, måske ikke er muligt i dag.
Sorgen over det liv, du havde
Vi forbinder ofte sorg med at miste et menneske.
Men sorg kan også opstå, når livet ændrer sig på måder, vi ikke selv har valgt.
Ved kroniske smerter kan du blandt andet sørge over:
- den krop, du havde før
- dit tidligere energiniveau
- dit arbejdsliv
- sport og fritidsinteresser
- spontanitet
- socialt liv
- seksualitet
- økonomisk frihed
- planer for fremtiden
- følelsen af at kunne stole på din krop.
Nogle tab er midlertidige. Andre bliver mere langvarige.
Og ofte ved du ikke på forhånd, hvad der kommer tilbage.
Netop den usikkerhed kan gøre sorgen vanskelig.
“Men andre har det jo værre”
Det kan være svært at give sig selv lov til at sørge over ændringerne.
Måske tænker du:
Jeg burde være taknemmelig.
Det kunne være meget værre.
Andre lever med langt mere alvorlig sygdom.
Det kan alt sammen være sandt – og du kan samtidig have mistet noget, der var vigtigt for dig.
Sorg behøver ikke retfærdiggøres ved at sammenligne dit tab med andres.
At anerkende, at noget er svært, er ikke det samme som at give op.
Læs mere om sorg og livskriser.
Når du ikke længere kan være den, du plejer at være
Kroniske smerter kan også ramme identiteten.
Hvis du altid har været den aktive, kan det være svært pludselig at skulle hvile.
Hvis du har været den, der hjalp andre, kan det være svært selv at have brug for hjælp.
Hvis arbejdet har været en vigtig del af din identitet, kan nedsat arbejdsevne påvirke mere end økonomien.
Og hvis du har været vant til at kunne klare dig selv, kan afhængigheden af andre føles uvant eller ligefrem ydmygende.
Du kan begynde at spørge:
Hvem er jeg, hvis jeg ikke længere kan det, jeg plejede?
Det er et stort spørgsmål.
For vores identitet består ikke kun af, hvem vi er, men også af det, vi gør, de roller vi har, og den måde vi indgår i relationer på.
Når selvværdet bliver bundet til det, du kan
For nogle bliver smerterne også en udfordring for selvværdet.
Hvis du gennem livet har lært at måle din værdi i det, du præsterer, kan nedsat funktion være særlig svær.
Du tænker måske:
Jeg burde kunne mere.
Jeg er blevet doven.
Jeg bidrager ikke nok.
Jeg er en belastning.
Men der er forskel på at ville noget og at have de fysiske muligheder for at gøre det.
Selvkritik giver sjældent kroppen flere kræfter.
Tværtimod kan du komme til at bruge en stor del af den energi, du faktisk har, på at være utilfreds med dig selv.
Læs mere om selvværd og selvkritik.
“Jeg vil ikke være sådan en, der giver op”
Mange mennesker med kroniske smerter kæmper imod deres begrænsninger.
Det kan være en vigtig drivkraft.
Men nogle gange bliver kampen også dyr.
Måske fortsætter du, indtil kroppen ikke længere kan.
På en god dag forsøger du at indhente alt det, du ikke kunne på de dårlige.
Du arbejder længere.
Gør rent.
Træner.
Ser venner.
Ordner alt det praktiske.
Og bagefter er der ikke mere tilbage.
Det kan skabe en pendulbevægelse mellem at gøre for meget og bagefter være nødt til at gøre meget lidt.
At finde et mere bæredygtigt aktivitetsniveau er ikke det samme som at resignere.
Det kan tværtimod være en måde at få mere af det vigtige tilbage i livet.
Nye grænser kan være svære at acceptere
Kroniske smerter kan gøre det nødvendigt at sætte grænser, man aldrig tidligere havde brug for.
Jeg kan ikke komme i aften.
Jeg er nødt til at gå tidligere.
Jeg kan ikke tage den ekstra opgave.
Jeg har brug for hjælp.
For nogle er det næsten lige så svært som selve smerterne.
Hvis du er vant til at tage ansvar og være den, andre kan regne med, kan et nej føles som et personligt nederlag.
Du kan også være bange for, at andre tænker, du er besværlig eller ikke prøver hårdt nok.
Men grænser handler ikke nødvendigvis om manglende vilje.
De kan være en måde at disponere over begrænsede kræfter, så der også er plads til det, der betyder noget for dig.
Læs mere om grænsesætning.
Når andre ikke kan se, at du har ondt
Kroniske smerter er ofte usynlige.
Du kan se rask ud.
Du kan grine.
Du kan være til en fødselsdag.
Du kan måske endda gå på arbejde.
Det betyder ikke, at det ikke koster noget.
Andre ser sjældent den restitution, der kommer bagefter, eller alle de ting, du valgte fra for at kunne være med til netop dét.
Kommentarer som:
“Du ser da frisk ud.”
“Hvor dejligt, så er du ved at være rask.”
eller:
“Du kunne jo godt i sidste uge.”
kan derfor ramme hårdt.
Det kan skabe en oplevelse af hele tiden at skulle bevise eller forklare, hvordan man har det.
Når vennerne holder op med at spørge
I begyndelsen er omgivelserne måske meget opmærksomme.
De spørger, hvordan du har det.
Tilbyder hjælp.
Sender beskeder.
Men når måneder bliver til år, kan interessen aftage.
For dig er smerterne stadig en del af hverdagen.
For omgivelserne er de ikke længere nye.
Nogle trækker sig også socialt, fordi de er trætte af at aflyse eller af altid at skulle forklare, hvordan de har det.
Over tid kan det føre til ensomhed.
Derfor kan det være vigtigt at finde måder at bevare kontakt på, også når du ikke kan deltage på samme måde som tidligere.
Når smerterne påvirker parforholdet
Kroniske smerter kan ændre rollerne i et parforhold.
Måske overtager din partner flere praktiske opgaver.
Måske har du mindre energi til fælles aktiviteter.
Måske påvirker smerterne jeres sexliv.
Den ene kan føle skyld over ikke at kunne bidrage som tidligere.
Den anden kan både være omsorgsfuld og samtidig føle sig belastet.
Det kan være svært at tale om, fordi begge parter kan føle, at deres egne behov er urimelige.
Men omsorg og frustration kan godt eksistere samtidig.
Det samme kan kærlighed og udmattelse.
Hvis smerterne har fået stor betydning for jeres relation, kan det være vigtigt at skabe plads til begges oplevelse.
Læs mere om parterapi.
Skylden over for familien
Hvis du har børn, kan smerterne vække en særlig form for skyld.
Måske kan du ikke lege, hente, tage med på ture eller være så spontan, som du gerne ville.
Du kan tænke:
Mine børn fortjener mere.
Men børn har ikke brug for en forælder, der kan alt.
De har brug for kontakt, omsorg og en forælder, der er tilgængelig på de måder, der faktisk er mulige.
Det kan være vigtigt at skelne mellem den forælder, du forestillede dig, du skulle være, og den relation, du faktisk kan skabe med dit barn.
Arbejde og følelsen af at bidrage
Arbejde handler for de fleste om langt mere end løn.
Det giver struktur, identitet, kolleger, faglighed og følelsen af at bidrage.
Derfor kan nedsat arbejdsevne være et stort tab.
Nogle presser sig selv meget langt for at bevare deres tidligere arbejdsliv.
Andre bliver sygemeldt og oplever pludselig at miste en vigtig del af deres hverdag og identitet.
Begge situationer kan være psykisk belastende.
Spørgsmålet er ikke nødvendigvis:
Hvordan kommer jeg tilbage til præcis det, jeg kunne før?
Det kan også være:
Hvordan kan mit arbejdsliv se ud på en måde, der er bæredygtig nu?
Når fremtiden bliver usikker
Noget af det sværeste ved længerevarende smerter er ofte ikke at vide, hvordan det kommer til at gå.
Bliver det bedre?
Kan jeg arbejde igen?
Kan jeg rejse?
Kan jeg få børn?
Kan jeg blive ved med at bo, som jeg gør?
Usikkerheden kan få tankerne til hele tiden at bevæge sig ud i fremtiden.
Det er forståeligt at forsøge at finde svar.
Men nogle spørgsmål kan ikke besvares endnu.
Her kan en vigtig del af arbejdet være at finde ud af, hvordan du kan leve med en vis grad af usikkerhed uden at skulle løse hele fremtiden hver dag.
Læs mere om bekymringer og grublerier.
At acceptere det, der er, uden at opgive håbet
Accept bliver let misforstået som resignation.
Så skal jeg bare acceptere, at mit liv er sådan her?
Ikke nødvendigvis.
Du kan håbe på bedring og samtidig forholde dig til det liv, du har lige nu.
Du kan fortsætte relevant behandling og samtidig begynde at skabe et liv, der ikke er sat helt på pause, indtil smerterne er væk.
Accept kan derfor være mindre et spørgsmål om at synes, at situationen er okay – og mere et spørgsmål om ikke at bruge alle kræfter på at kæmpe mod det, der ikke kan ændres i dag.
Hvem er jeg nu?
Når gamle roller og muligheder forandres, kan der med tiden opstå et andet spørgsmål:
Hvad er vigtigt for mig nu?
Måske kan du ikke leve præcis det liv, du havde forestillet dig.
Men det betyder ikke nødvendigvis, at livet ikke længere kan rumme mening, nærhed, udvikling eller glæde.
Nogle værdier kan leves på andre måder.
Hvis løb var vigtigt, fordi det gav frihed, kan spørgsmålet blive, hvor frihed ellers kan findes.
Hvis arbejdet gav mening, fordi du hjalp andre, kan det være relevant at undersøge, om den værdi kan få plads på andre måder.
Det handler ikke om at finde noget positivt ved at have smerter.
Det handler om at sikre, at smerterne ikke får lov til at definere hele dit liv og hele din identitet.
Hvornår kan psykologhjælp være relevant?
Et psykologforløb kan være relevant, hvis smerterne ikke kun påvirker kroppen, men også den måde, du lever og ser dig selv på.
Det kan blandt andet være, hvis du:
- sørger over det liv eller den krop, du havde før
- føler dig værdiløs, fordi du ikke kan præstere som tidligere
- presser dig selv langt ud over dine grænser
- har svært ved at bede om hjælp
- føler skyld over for din partner eller familie
- oplever konflikter i dine relationer
- er blevet meget isoleret
- bruger meget tid på at bekymre dig om fremtiden
- oplever, at smerterne er blevet hele din identitet.
Psykologhjælp ved kroniske smerter på Frederiksberg og i København
Hos Psykologerne på Frederiksberg kan et psykologforløb blandt andet handle om at håndtere den sorg, usikkerhed og identitetsforandring, der kan følge med kroniske smerter.
Vi kan arbejde med selvkritik, grænser, aktivitetsbalance, relationer og med at finde plads til det, der fortsat er vigtigt for dig.
Målet er ikke at fortælle dig, at du skal acceptere smerterne eller tænke mere positivt.
Og psykologisk behandling kan ikke love at få kroniske smerter til at forsvinde.
Målet er at hjælpe dig med at få mest muligt liv omkring smerterne, også når kroppen sætter andre rammer, end du selv ville have valgt.
Du kan læse mere om psykologhjælp ved kroniske smerter og fysiske symptomer.
Er du i tvivl om, hvilken psykolog der passer bedst til det, du står med, er du velkommen til at kontakte os. Du kan også se ledige tider og booke direkte i vores online kalender.
