Om grænser, nervesystemet og hvorfor vi ikke altid reagerer, som vi tror, vi ville

Når sager om seksuelle overgreb fylder i medierne, opstår ofte de samme spørgsmål:

"Hvorfor sagde hun ikke bare nej?"

"Hvorfor gik hun ikke?"

"Hvorfor gjorde hun ikke modstand?"

Selvom spørgsmålene kan virke umiddelbart logiske, kan de opleves dybt krænkende for mennesker, der har været udsat for et overgreb. De flytter nemlig ubevidst opmærksomheden over på den udsattes handlinger frem for den krænkelse, vedkommende har været udsat for. 

Som psykologer oplever vi, at mange mennesker, der har været udsat for seksuelle overgreb, allerede stiller disse spørgsmål til sig selv. De bærer ofte på en stor skyldfølelse og forsøger at forstå, hvorfor de ikke gjorde mere modstand. Når omgivelserne stiller de samme spørgsmål, kan det derfor opleves som en gentagelse af den selvbebrejdelse, de allerede kæmper med, frem for en forståelse af det, de har været udsat for.

Spørgsmålet "Hvorfor sagde du ikke nej?" tager udgangspunkt i, hvordan vi forestiller os, at mennesker reagerer under pres. Traumeforskning viser imidlertid, at mennesker ofte reagerer helt anderledes, når nervesystemet oplever fare. 

Derfor er det ikke den udsattes reaktion, der bør vække vores undren – men den krænkelse, der gjorde reaktionen nødvendig.

Derfor handler samtykke om langt mere end et ja eller et nej

Det handler også om vores nervesystem.

Samtykke er mere end fraværet af et nej

Mange tænker stadig samtykke som et spørgsmål om, hvorvidt nogen sagde "nej".

Men samtykke handler ikke kun om ord.

Samtykke er kun meningsfuldt, hvis det gives frivilligt.

Det kræver, at man har mulighed for at mærke sine egne grænser og frihed til at udtrykke dem.

Det betyder også, at samtykke kan trækkes tilbage undervejs.

Et ja er ikke nødvendigvis et ja for altid.

Hvorfor siger mennesker ikke altid fra?

Et spørgsmål, vi ofte møder i terapien, er:

"Hvorfor gjorde jeg ikke bare noget?"

Mange bliver efterfølgende vrede på sig selv.

Men det overser en vigtig psykologisk mekanisme.

Når vi oplever fare eller utryghed, aktiveres kroppens alarmsystem.

De fleste kender reaktionerne kamp og flugt.

Men der findes mindst to andre, som er langt mindre kendte:

Freeze – hvor kroppen stivner, og man mister evnen til at handle.

Fawn – hvor man forsøger at skabe sikkerhed ved at tilpasse sig, gøre den anden tilfreds eller undgå konflikt.

Ingen af disse reaktioner er bevidste valg.

De er automatiske overlevelsesstrategier.

Derfor kan mennesker efter et overgreb opleve stor skyld over ikke at have protesteret tydeligere.

Men fraværet af modstand er ikke det samme som samtykke.

Alkohol gør grænser sværere at mærke

Festivaler, byture og fester er ofte præget af alkohol.

Alkohol påvirker både dømmekraft, impulskontrol og evnen til at aflæse andre mennesker.

Det kan gøre det vanskeligere at mærke egne grænser.

Men det kan også gøre det vanskeligere at respektere andres.

Netop derfor bliver det endnu vigtigere at være opmærksom på den andens signaler.

Usikkerhed er ikke et ja.

Passivitet er ikke et ja.

Tavshed er ikke et ja.

Samtykke handler også om relation

Når vi taler om samtykke, kommer fokus ofte til at ligge på den enkelte.

Men samtykke opstår mellem mennesker.

Det handler om at være nysgerrig på den anden.

At lægge mærke til kropssprog.

At kunne stoppe op.

At kunne spørge.

Og at kunne acceptere et nej – eller en tøven – uden at presse videre.

God seksualitet handler ikke kun om lyst.

Den handler også om tryghed.

Kan man blive bedre til at mærke sine egne grænser?

Ja.

Men det begynder sjældent i soveværelset.

Evnen til at mærke og udtrykke grænser udvikles gennem hele livet.

Hos nogle er den blevet udfordret af opvækst, tidligere relationer eller traumatiske oplevelser.

Mange har lært at være flinke.

At undgå konflikter.

At tage ansvar for andres følelser.

Det kan gøre det svært at mærke, hvornår noget føles rigtigt eller forkert.

Derfor handler arbejdet med grænser ofte om noget langt større end seksualitet.

Det handler om relationen til sig selv.

Et spørgsmål, vi ofte stiller i terapien

Når mennesker fortæller, at de har svært ved at sige fra, spørger vi sjældent:

"Hvorfor sagde du ikke nej?"

Vi spørger oftere:

"Hvad skete der i dig i det øjeblik?"

Det spørgsmål flytter fokus fra skyld til forståelse.

For først når vi forstår vores reaktioner, kan vi begynde at møde os selv med omsorg frem for selvkritik.

Afslutningsvis

Samtykke handler ikke kun om et ord.

Det handler om tryghed.

Om frivillighed.

Om mulighed for at vælge.

Om retten til at ombestemme sig.

Og om at respektere, at mennesker ikke altid reagerer, som de selv tror, de ville.

Hvis vi ønsker at forebygge seksuelle overgreb, er det vigtigt, at vi ikke kun taler om lovgivning.

Vi skal også forstå den psykologi, der ligger bag menneskers reaktioner.

For når vi forstår nervesystemet, bliver det lettere at forstå både os selv og hinanden.

Har du oplevet, at det har været svært at mærke eller sætte dine egne grænser?

Hos Psykologerne på Frederiksberg arbejder vi blandt andet med senfølger efter seksuelle overgreb, traumer, tilknytning og grænsesætning.

Hvis du oplever, at tidligere oplevelser fortsat påvirker dig i dag, er du altid velkommen til at kontakte os for en uforpligtende samtale.

De næste blogs i serien:

• Hvorfor er det så svært at sige nej? Om freeze, fawn og grænsesætning 

• Kan man lære at mærke sine egne grænser? 

• Når man bagefter tænker: "Hvorfor gjorde jeg ikke noget?" 

• Sådan taler du med dit barn eller din teenager om grænser og samtykke