I vores arbejde som psykologer møder vi ofte mennesker, der har oplevet traumer, overgreb eller dybe krænkelser. Et spørgsmål, der ofte dukker op, er: “Skal jeg tilgive for at kunne hele?” Mange tror, at tilgivelse er en nødvendighed for at komme videre, men det er ikke altid tilfældet. Det har sat os i refleksion – og derfor har vi skrevet denne blog om, hvad tilgivelse kan give, og hvorfor det også kan være helt ok ikke at kunne eller ville tilgive lige nu.

Vi hører det ofte: “Man skal tilgive for sin egen skyld.”
“Kultur, religion og psykologi siger, at tilgivelse heler.”
“Hvis du ikke kan tilgive, holder du fast i smerten.”

Men hvad hvis det ikke er så enkelt?
Hvad hvis du ikke kan eller vil tilgive – og det er helt ok?

Hvad er tilgivelse egentlig?

Fagligt set handler tilgivelse ikke om at glemme, hvad der er sket.
Det er heller ikke altid en moralsk pligt.
Tilgivelse kan forstås som en indre proces, hvor man:

• Får afstand til oplevelsen
• Reducerer vrede eller bitterhed, så det ikke styrer livet
• Skaber plads til egen ro og handlefrihed

Tilgivelse handler altså først og fremmest om dig – ikke nødvendigvis om den, der gjorde dig ondt.

Det gode ved at tilgive

Forskning peger på, at tilgivelse kan have betydelige psykiske og fysiske fordele:

• Mindre stress og vrede – når vi slipper behovet for at hævne os
• Bedre relationer – selv hvis det kun er med dig selv, kan det øge evnen til at være nærværende i andre relationer
• Øget velvære – mental og kropslig ro, bedre søvn, mindre muskelspænding
• Frihed – du bliver ikke længere fanget i den negative cirkel, hvor fortiden styrer nuet

Men tilgivelse er ikke en hurtig løsning. Det kræver tid, refleksion og ofte støtte fra andre, fx terapi eller samtale med nære personer.

Ikke alle kan eller vil tilgive, og det kan faktisk være sundt

Det gælder især, når:

1. Krænker ikke tager ansvar eller erkender det skete.
   Tilgivelse kan føles tvunget og falsk, hvis modparten ikke anerkender eller undskylder. Det kan fastholde skam og vrede.
2. Tilgivelse bliver presset frem af omgivelserne.
   Sociale normer, kultur eller religion kan få os til at tro, at tilgivelse er en pligt. Psykologisk set kan dette skabe skyld og forlænge psykisk belastning.
3. Selvbeskyttelse er nødvendig.
   Nogle krænkelser er så dybe, at det er bedst at prioritere egne grænser og følelsesmæssig sikkerhed fremfor at tilgive.
4. Tid og bearbejdning mangler.
   Traumer og svigt kræver ofte arbejde med sorg, vrede og egne følelser, før tilgivelse overhovedet bliver mulig.

Kort sagt: At vælge ikke at tilgive kan være en aktiv, selvbeskyttende strategi, der respekterer dine følelser og stadig understøtter heling på sigt.

Hvordan håndtere det, når du ikke kan tilgive?

• Acceptér dine følelser – det er helt naturligt at være vred, ked af det eller skuffet
• Sæt ord på det – skriv, tal med nogen, eller bearbejd oplevelsen i terapi
• Prioritér egne grænser – du behøver ikke at genoprette relationen
• Arbejd med indre frihed – tilgivelse er en vej, men afstand, forståelse og selvomsorg kan give samme frihed

Tilgivelse er ikke altid målet – det er en mulighed

Tilgivelse kan være befriende, helende og styrkende – men den skal komme fra dig.
Nogle gange er det sundeste valg at ikke tilgive – i stedet for at presse dig selv, fastholde skam eller leve med skyld.

Det vigtigste er, at du kan leve dit liv uden at lade fortiden styre dig, og at du finder ro med dine egne følelser og valg. At du ikke bliver fastholdt i skam, skyld eller konstant vrede.
Og at du kan leve dit liv uden at lade fortiden bestemme over dig.

Hos os på Frederiksberg

Hos Psykologerne på Frederiksberg møder vi mennesker, der kæmper med alt fra vrede og svigt til vanskelige relationer og traumer. Vi hjælper med at udforske tilgivelse på dine præmisser – og med at finde vej uanset om du kan tilgive eller ej.

Kontakt os for en uforpligtende samtale

Læs mere om vores tilgang til terapi