Har du nogensinde fået at vide, at du virker kold eller fjern? Har du selv haft følelsen af at blive kvalt, når nogen vil for tæt på?

Så er du langt fra alene. Det kan handle om det, vi kalder undgående tilknytningsstil.

 

Hvad betyder “undgående tilknytning”?

Undgående tilknytningsstil er en af de klassiske tilknytningsmønstre beskrevet i tilknytningsteori (Bowlby, Ainsworth m.fl.). Kort fortalt udvikles den typisk i barndommen i mødet med omsorgspersoner, der har været følelsesmæssigt utilgængelige, afvisende eller haft fokus på selvstændighed frem for følelsesmæssig nærhed.

Personer med undgående tilknytningsstil har ofte lært at regulere følelser “alene” og kan have svært ved at være trygge i følelsesmæssig afhængighed af andre. De ønsker ofte kontrol, afstand og autonomi, men længes samtidig (ofte ubevidst) efter kontakt.

Resultatet? Vi lærer at holde afstand for at føle os trygge. Vi skruer ned for sårbarhed – både vores egen og andres.

Sådan kan undgående tilknytningsstil se ud i nære relationer

  • Har svært ved at dele følelser eller tale om problemer
  • Lukker ned eller trækker sig under konflikter
  • Kan virke kølig eller uengageret
  • Føler sig hurtigt “fanget” eller kontrolleret, hvis partneren ønsker mere nærhed
  • Værdsætter uafhængighed meget højt
  • Har svært ved at bede om hjælp

Et typisk scenarie:

“Min partner vil hele tiden snakke om følelser og hvordan vi har det. Jeg får bare lyst til at forsvinde. Når hun presser på, bliver jeg irriteret eller lukker af.”

Bag den ydre distance ligger der ofte et ønske om tryghed – men på egne præmisser.

Hvordan føles det indeni?

Mennesker med undgående stil oplever ofte:

  • Frygt for at miste sig selv i for tætte relationer
  • Ubehag ved at vise sårbarhed
  • En tendens til at undertrykke egne behov

De har lært: “Hvis jeg ikke har brug for nogen, kan jeg ikke blive såret.”

Undgående tilknytning på jobbet

Tilknytningsmønstre følger os også på arbejdet – uden vi altid opdager det.

Styrker:

  • Selvstændig og ansvarlig
  • God til at bevare roen i pressede situationer
  • Kan fokusere på opgaver uden for meget følelsesforstyrrelse

Udfordringer:

  • Kan virke distanceret eller uengageret i teams
  • Undgår svære samtaler eller konflikter
  • Har svært ved at bede om hjælp eller give omsorg

 

Eksempel:

“En leder med undgående stil kan være superstruktureret og resultatorienteret – men medarbejderne kan føle sig alene eller overset.”

Hvorfor er det vigtigt at vide?

At forstå sin tilknytningsstil er ikke for at “diagnosticere” sig selv, men for at få øje på de mønstre, vi tager med os i relationer.

  • Det giver os mulighed for at vælge noget andet.
  • Det kan skabe mere tryghed – både for os selv og dem omkring os.

Hvis du genkender dig selv her...

  • Øv dig i små skridt på at åbne op.
  • Del lidt mere, end du plejer – også selvom det føles uvant.
  • Lyt til andres behov uden at føle dig fanget.
  • Husk, at afhængighed ikke er det samme som kontrol.
  • Overvej terapi som et trygt rum at udforske mønstrene i.

 

Undgående tilknytningsstil er ikke “forkert” – det er en strategi, der engang beskyttede dig. Ved at forstå den kan du vælge, om du vil gøre noget andet i dag.

 

Book en samtale med os her

Eller ring for en uforpligtende snak her