Imposter syndrom hænger tæt sammen med stress og et overbelastet nervesystem. Læs hvorfor ro er vigtigere end selvtillid, og hvordan terapi kan hjælpe.

Mange forsøger at komme imposter syndrom til livs ved at arbejde med selvtillid: flere kompetencer, bedre forberedelse, mere kontrol. For mange fører det paradoksalt nok til mere stress.

Sammenhængen mellem imposter syndrom og stress

Når imposter-følelsen er aktiv, er nervesystemet ofte i alarmberedskab. Kroppen forventer at fejle eller blive afsløret, også selvom der ikke er en reel trussel.

Det kan vise sig som:

  • Tankemylder og uro
  • Søvnproblemer
  • Spændinger og vedvarende træthed
  • Svært ved at koble fra – også i pauser

Hvorfor selvtillid sjældent er løsningen

Selvtillid er en kognitiv størrelse – noget, vi tænker om os selv. Men imposter syndrom sidder ofte dybere end tankerne. Det er forankret i kroppens stressrespons.

Når kroppen oplever verden som usikker, vil sindet lede efter forklaringer. Ofte i form af selvkritik og overansvar.

Derfor starter forandring sjældent med mere selvtillid. Den starter med mere ro.

Ro som terapeutisk fundament

Når nervesystemet reguleres, falder alarmberedskabet. Først dér bliver det muligt at arbejde med mønstre, grænser og selvforståelse på en bæredygtig måde.

I terapi skaber vi et rum, hvor tempoet sænkes, og hvor præstation ikke er i centrum. Det giver kroppen mulighed for at erfare, at det er trygt at være – også uden at yde.

Terapi kan være et vendepunkt

Hvis du genkender dig selv i imposter syndrom og stress, er det ikke et tegn på svaghed. Det er et tegn på et system, der har været belastet længe.

Terapi kan hjælpe med at skabe mere indre stabilitet, mindske stress og gøre plads til en mere bæredygtig måde at være i verden på.

Læs også: Imposter syndrom – når det aldrig føles som nok