Du har truffet beslutningen. Måske har du været igennem fertilitetsbehandling, ventet på graviditeten og glædet dig til dit barn.
Du valgte at blive solo-mor.
Og måske var du helt sikker på, at det var det rigtige valg.
Alligevel kan du stå med dit barn og tænke:
Hvorfor synes jeg så, det er så svært?
For nogle solo-mødre kan netop den tanke være forbundet med skyld. Når man selv har valgt at få et barn alene, kan det føles, som om man også burde kunne klare det alene.
Men et selvvalgt liv kan godt være krævende.
Du kan være dybt glad for dit barn og samtidig være træt, ensom, overvældet eller savne en at dele ansvaret med.
De følelser modsiger ikke hinanden.
“Jeg har jo selv valgt det”
Den sætning kan blive hård at gå alene med.
Måske dukker den op, når du er udmattet efter flere nætter med afbrudt søvn.
Når dit barn er sygt, og du selv er ved at blive det.
Når du står med endnu en praktisk beslutning, som kun du kan tage.
Eller når du ser andre familier, hvor to voksne deler hverdagen.
Jeg vidste jo, hvad jeg gik ind til.
Jeg har selv valgt det.
Så jeg burde ikke klage.
Men at vælge noget er ikke det samme som at vælge, at det aldrig må være svært.
Du kan have ønsket dit barn intenst og stadig have brug for hjælp.
Når der ikke er nogen at aflevere ansvaret til
Noget af det særlige ved at være solo-mor er ikke nødvendigvis mængden af praktiske opgaver.
Det er også, at det endelige ansvar er dit.
I en familie med to forældre kan den ene måske tage over, når den anden er helt færdig.
Som solo-mor kan du have bedsteforældre, søskende eller venner, der hjælper meget. Men når hjælpen går hjem, er du stadig den primære forælder.
Det kan skabe en form for mental belastning, som er svær at forklare.
Du skal huske tider, tøj, mad, institution, lægebesøg og alt det andet, der følger med et barn. Samtidig er det dig, der skal vurdere, hvad der skal ske, når barnet ikke trives, bliver sygt eller har brug for noget særligt.
Det kan være krævende altid at være den, der har det sidste ansvar.
Når du længes efter nogen at dele det med
Du kan være glad for at være solo-mor og samtidig savne en anden voksen i familien.
Ikke nødvendigvis fordi du fortryder dit valg.
Måske savner du bare nogen, der kender dit barn lige så godt, som du gør.
En, du kan kigge på, når barnet gør noget sjovt.
En, der også husker den første dag i vuggestuen.
En, der kan sige: “Jeg tager den,” når barnet vågner for fjerde gang.
Eller en, du kan dele bekymringerne med, når du er i tvivl om, hvad der er bedst.
Det kan være en særlig form for ensomhed, fordi du sagtens kan have gode venner og en tæt familie og stadig savne netop dét fællesskab.
Du må gerne savne en partner
Nogle solo-mødre bliver overraskede over, at ønsket om en partner ikke nødvendigvis forsvinder, fordi ønsket om et barn er blevet opfyldt.
Måske tænkte du undervejs:
Hvis bare jeg får mit barn, betyder resten mindre.
Men behovet for kærlighed, nærhed og et voksent parforhold kan stadig være der.
Det betyder ikke, at beslutningen om at blive solo-mor var forkert.
Du kan være glad for den familie, du har skabt, og samtidig ønske dig en partner.
Begge dele kan være sandt.
Når netværket ikke bliver helt, som du forestillede dig
Før barnet kom, havde du måske tænkt meget over dit netværk.
Forældre ville hjælpe. Venner havde sagt, at de gerne ville være en del af barnets liv. Måske havde du en klar forestilling om, hvem du kunne ringe til.
Men netværk på papiret og hjælp i hverdagen er ikke altid det samme.
Bedsteforældre kan blive syge eller have mindre overskud end forventet. Venner får selv børn, flytter eller har travlt med deres egne familier.
Og måske opdager du, at det er sværere at bede om hjælp, end du havde forestillet dig.
Især hvis du samtidig tænker:
Det er jo mit barn og mit ansvar.
Men et netværk bliver først reelt hjælpsomt, når det også kan bruges.
Når det er svært at bede om hjælp
Mange mennesker har lettere ved at hjælpe andre end ved selv at bede om hjælp.
Som solo-mor kan det blive ekstra tydeligt.
Måske vil du ikke være en belastning.
Måske tænker du, at andre allerede har deres eget.
Eller måske vil du gerne vise både dig selv og omgivelserne, at du godt kan klare det.
Men der er forskel på at kunne klare noget og på at skulle klare alt uden støtte.
Nogle gange kan det hjælpe at gøre ønsket om hjælp konkret.
Ikke:
“Sig til, hvis du en dag kan hjælpe.”
Men:
“Kan du hente hende i børnehaven på torsdag?”
eller:
“Kan du være hos ham to timer på lørdag, så jeg kan få lidt tid alene?”
Konkrete aftaler kan gøre det lettere både at bede om og tilbyde hjælp.
Når du aldrig rigtig har fri
Forældreskab indebærer naturligt mindre frihed.
Men som solo-mor kan fraværet af pauser blive særligt tydeligt.
Der er ikke automatisk en anden forælder, der tager barnet en morgen, mens du sover.
Ikke nødvendigvis en, der bliver hjemme, mens du går en tur.
Og måske er der gået lang tid, siden du har været alene uden samtidig at være ansvarlig for, hvornår du skal tilbage.
Det kan påvirke overskuddet.
Behovet for pauser betyder ikke, at du ønsker at være væk fra dit barn. Det betyder, at mennesker også har brug for restitution.
Når du bliver syg
Sygdom kan være et af de tidspunkter, hvor det bliver meget konkret at være alene om forældreskabet.
Hvis dit barn er sygt, passer du barnet.
Hvis du selv er syg, er du stadig mor.
Og hvis I begge er syge samtidig, kan der være meget lidt plads til selv at komme sig.
Derfor kan det være værd at have tænkt over en slags nødnetværk:
Hvem kan faktisk træde til?
Hvem må du ringe til, også når det ikke passer perfekt?
Det kan føles sårbart at være afhængig af andre. Men støtte er ikke et tegn på, at du ikke kan være solo-mor.
Når andre ser dig som “den stærke”
Solo-mødre kan møde kommentarer som:
“Jeg ved ikke, hvordan du gør det.”
“Du er godt nok sej.”
“Du er så stærk.”
Det kan være kærligt ment.
Men nogle gange kan rollen som den stærke også blive ensom.
For hvis alle ser dig som den, der kan klare det hele, hvor går du så hen med de dage, hvor du ikke føler dig stærk?
Du behøver ikke leve op til fortællingen om den overskudsagtige solo-mor, der har valgt sit liv og derfor håndterer alle udfordringer uden at vakle.
Du må også have brug for at blive passet lidt på.
Når skyldfølelsen rammer
Forældreskab indebærer næsten altid tvivl.
Er jeg nærværende nok?
Arbejder jeg for meget?
Er jeg for træt?
Burde jeg være mere tålmodig?
Som solo-mor kan der komme et ekstra lag:
Har mit barn for lidt, fordi jeg valgte at få det alene?
Hvis barnet har det svært, kan du måske hurtigt begynde at spørge, om det skyldes familieformen.
Men børn kan have svære perioder af mange grunde, og forældre i alle familieformer kan blive bekymrede for, om de gør det godt nok.
Det kan være vigtigt ikke automatisk at gøre enhver udfordring til et bevis på, at dit valg var forkert.
Når spørgsmål om donor begynder at fylde
Efterhånden som barnet bliver større, kan der komme nye spørgsmål.
Hvor kommer jeg fra?
Hvorfor har jeg ikke en far?
Hvem er donor?
Kan jeg møde ham?
Hvad siger jeg til andre børn?
Det kan vække noget i dig, også selvom du tænkte meget over donor og familieform, før barnet kom.
Måske bliver du usikker på, hvordan du skal svare. Måske bliver du berørt af barnets nysgerrighed eller bekymret for, om barnet mangler noget.
Du behøver ikke have én perfekt samtale, hvor alt bliver forklaret.
Barnets forståelse udvikler sig med alderen, og samtalen om familieform og donor kan derfor være noget, I vender tilbage til mange gange.
Når du sammenligner din familie med andre
Institution, skole og sociale arrangementer kan gøre forskellige familieformer mere synlige.
Måske lægger du mere mærke til familier med to forældre.
Måske gør dit barn også.
Det kan vække sorg eller usikkerhed, selvom du grundlæggende er glad for jeres familie.
Her kan det være hjælpsomt at huske, at et godt familieliv ikke afgøres af, om det ser ud på én bestemt måde.
Det betyder ikke, at forskelle skal ignoreres. Barnet må gerne være nysgerrigt på dem, og du må gerne have følelser omkring dem.
Men forskellig betyder ikke i sig selv mangelfuld.
Når dating kommer ind i livet igen
På et tidspunkt får du måske lyst til at date.
Det kan føles anderledes nu.
Du skal ikke kun mærke efter, om du selv kan lide et menneske. Du skal også forholde dig til, hvornår og hvordan en potentiel partner skal introduceres til dit barn.
Måske oplever du dårlig samvittighed over at bruge tid på dig selv.
Eller måske længes du efter et parforhold, men har svært ved at forestille dig, hvor det skal passe ind i en allerede fuld hverdag.
Der behøver ikke være en bestemt tidsplan.
Du må gerne være både mor og et voksent menneske med egne behov for kærlighed, nærhed, seksualitet og fællesskab.
Når du tænker: “Ville det have været lettere med en partner?”
Måske.
Nogle ting ville sandsynligvis have været lettere at dele med en anden forælder.
Andre ting kunne have været mere komplicerede.
Det er sjældent muligt at sammenligne det liv, man lever, med det liv, man ikke fik.
Problemet opstår især, hvis tanken bliver til:
Hvis jeg synes, det her er svært, må jeg have valgt forkert.
Så enkelt er det ikke.
Et valg kan være rigtigt for dig og samtidig have en pris.
Når du bliver overbelastet
Hvis du gennem længere tid har meget lidt mulighed for restitution, kan du begynde at mærke det psykisk og fysisk.
Du kan blive mere irritabel, have svært ved at koncentrere dig, sove dårligt, miste overskud eller opleve, at selv små ting bliver uoverskuelige.
Nogle bliver bekymrede for, om de er dårlige mødre, fordi tålmodigheden bliver mindre.
Men det kan også være tegn på, at belastningen er blevet for stor.
Her er løsningen ikke nødvendigvis, at du skal blive bedre til at klare mere.
Det kan være nødvendigt at se på, hvor der kan komme mere støtte og mindre belastning ind i hverdagen.
Du kan læse mere om stress og længerevarende belastning.
Hvornår kan det være hjælpsomt at tale med en psykolog?
Det er ikke et problem i sig selv at synes, at livet som solo-mor er svært.
Men samtaler med en psykolog kan være hjælpsomme, hvis du oplever, at belastningen, ensomheden eller selvkritikken fylder meget.
Det kan eksempelvis være, hvis:
- du føler, at du konstant skal være stærk
- du har svært ved at bede andre om hjælp
- du oplever vedvarende ensomhed
- du er meget hård ved dig selv som mor
- du er udmattet og har svært ved at finde mulighed for restitution
- du føler skyld over, at dit barn ikke har to forældre
- spørgsmål om donor eller familieform fylder meget
- du savner en partner og føler skyld over det
- du ofte tænker, at du ikke burde synes, det er svært, fordi du selv har valgt det.
Et psykologforløb handler ikke om at vurdere dit valg om at blive solo-mor.
Det kan handle om at finde en mere bæredygtig måde at stå i det liv, du allerede har valgt og lever.
Psykologhjælp til solo-mødre på Frederiksberg og i København
Hos Psykologerne på Frederiksberg tilbyder vi psykologhjælp både før, under og efter familiedannelse som solo-mor.
Når barnet er kommet, kan samtalerne blandt andet handle om belastning og manglende pauser, ensomhed, selvkritik, netværk, donor og barnets spørgsmål, dating eller følelsen af altid at være den, der har ansvaret.
Du kan læse mere om vores psykologhjælp til solo-mødre.
Hvis du stadig overvejer solomoderskab, kan du læse At vælge solomoderskab – når ønsket om et barn møder tvivl og tidspres.
Hvis du er i behandling, kan du læse Fertilitetsbehandling alene – når håbet og ansvaret er dit.
Klinikken ligger på Frederiksberg i København, og flere af vores psykologer har ledige tider.
Er du i tvivl om, hvilken psykolog der passer bedst til det, du står med?
Vi hjælper dig gerne med at finde en psykolog med relevant erfaring.
