Når forældrerollen kræver noget ekstra
Alle forældre bekymrer sig om deres børn.
Men når et barn har behov for særlig støtte, kan ansvaret få en anden karakter.
Du skal måske hele tiden være et skridt foran.
Hvordan bliver morgenen?
Kan mit barn komme i skole?
Bliver fødselsdagen for meget?
Har vi husket pauser?
Forstår skolen, hvad der sker?
Hvad gør vi, hvis planen ændrer sig?
Hvordan bliver fremtiden?
Over tid kan det betyde, at en stor del af din opmærksomhed konstant er rettet mod dit barns behov.
Det kan være nødvendigt.
Men det kan også være belastende.
Når du altid er på
Nogle forældre oplever, at de sjældent kan slippe ansvaret helt.
Selv når der umiddelbart er ro, kan en del af opmærksomheden være rettet mod, hvad der kan ske om lidt.
Det kan gøre det svært selv at falde til ro.
Du kan fx opleve:
- konstant mental aktivitet
- søvnproblemer
- irritabilitet
- udmattelse
- koncentrationsbesvær
- tankemylder
- uro i kroppen
- svært ved at holde fri
- mindre overskud til andre relationer
- dårlig samvittighed over ikke at kunne mere
For nogle udvikler belastningen sig over tid til egentlig stress.
[Læs mere om stress]
“Jeg burde kunne klare det”
Mange forældre er meget hårde ved sig selv.
Du ved måske, at dit barn har brug for ekstra støtte, og derfor kan det føles forkert selv at blive frustreret, ked af det eller udmattet.
Du kan tænke:
Mit barn har det sværere end mig.
Jeg er den voksne.
Jeg burde have mere tålmodighed.
Andre klarer det.
Jeg må bare finde en måde at få det til at fungere på.
Men kærlighed til sit barn beskytter ikke mod belastning.
Man kan elske sit barn og samtidig være træt af de vilkår, familien lever med.
De to ting modsiger ikke hinanden.
Bekymringen for dit barn
Bekymringer kan fylde meget.
Det kan handle om dit barns trivsel lige nu, men også om fremtiden:
Vil mit barn kunne gå i skole?
Få venner?
Få en uddannelse?
Bo selv?
Få et arbejde?
Få et godt voksenliv?
Nogle spørgsmål kan afklares.
Andre kan ingen give dig et sikkert svar på.
Det kan være særligt krævende at leve med denne form for uvished, fordi problemet ikke nødvendigvis kan løses ved at tænke mere over det.
I et psykologforløb kan vi arbejde med forskellen mellem de problemer, du faktisk kan handle på, og den usikkerhed, som du som forælder er nødt til at finde en måde at leve med.
Når du også skal kæmpe med systemet
For nogle familier er det ikke kun barnets vanskeligheder, der belaster.
Det er også alt det rundt om barnet.
Møder.
Udredninger.
Ansøgninger.
Skiftende fagpersoner.
Dokumentation.
Skolefravær.
Ventetid.
Afgørelser.
Behovet for igen og igen at forklare sit barns vanskeligheder.
Nogle forældre oplever, at de både skal være forælder, koordinator og den, der sikrer, at vigtig information ikke går tabt mellem forskellige instanser.
Det kan være udmattende konstant at skulle være den, der holder overblikket.
I terapien kan der være plads til dig – ikke kun til den næste opgave, der skal løses omkring dit barn.
Sorg over det, der blev anderledes
Det kan være svært at tale om sorg, når man samtidig elsker sit barn præcis, som barnet er.
Men de to ting kan godt eksistere samtidig.
Nogle forældre oplever sorg over, at familielivet blev anderledes, end de havde forestillet sig.
Det kan handle om oplevelser, man havde glædet sig til, men som ikke blev mulige.
Det kan være forestillinger om skolegang, fritidsliv, ferier, ungdomsliv eller barnets fremtid.
Det betyder ikke, at man ønsker sig et andet barn.
Man kan elske det barn, man har, og samtidig sørge over noget, der blev anderledes eller vanskeligere end forventet.
For nogle kan det være en lettelse at få et sted, hvor begge dele må eksistere.
Når andre ikke forstår
Nogle af de belastninger, der følger med at have et barn med særlige behov, er usynlige for omgivelserne.
Andre ser måske et barn, der fungerer fint i en kort periode.
De ser ikke nødvendigvis, hvad der sker før eller efter.
Det kan føre til kommentarer som:
“Han virker da helt normal.”
“Alle børn gør sådan indimellem.”
“Hun skal måske bare have lidt tydeligere grænser.”
“I skal også huske ikke at gøre alting til en diagnose.”
Sådanne kommentarer kan efterlade forældre med en oplevelse af at skulle forklare eller forsvare både deres barn og deres måde at være forældre på.
Over tid kan det blive ensomt.
Når du tvivler på dig selv som forælder
Hvis de almindelige råd om børn og opdragelse ikke virker, er det let at begynde at tvivle på sig selv.
Måske har du fået mange råd:
Vær mere konsekvent.
Sæt tydeligere grænser.
Lad være med at give efter.
Barnet skal bare lære det.
Men strategier, der fungerer for ét barn, fungerer ikke nødvendigvis for et andet.
Hvis dit barn fx har ADHD, autisme, kognitive vanskeligheder eller et handicap, kan du være nødt til at tilpasse forventninger og rammer på måder, som omgivelserne ikke altid forstår.
Det kan skabe usikkerhed:
Er jeg for eftergivende?
Stiller jeg for få krav?
Eller forventer jeg stadig for meget?
I samtalerne kan vi arbejde med at finde en mere nuanceret forståelse af både dit barns behov og din egen forældrerolle.
Parforholdet under pres
Et stort omsorgsansvar kan også påvirke parforholdet.
I kan være uenige om, hvad barnet har brug for.
Den ene kan opleve, at den anden stiller for mange krav.
Den anden kan føle, at der bliver taget for meget hensyn.
Måske har I forskellige måder at håndtere belastningen på.
Den ene taler meget om problemerne, mens den anden har brug for at tænke på noget andet.
Der kan også være meget lidt tid og energi tilbage til at være kærester.
Når hverdagen i høj grad handler om at få familien til at fungere, kan parforholdet gradvist blive et praktisk samarbejde.
Det betyder ikke nødvendigvis, at der er noget grundlæggende galt med relationen.
Nogle gange er relationen simpelthen under et stort pres.
[Læs mere om parterapi]
Hvad med søskende?
Hvis der er flere børn i familien, kan hensynet til søskende også fylde.
Du kan være bekymret for, om de andre børn får nok opmærksomhed.
Måske må de ofte vente, tilpasse sig eller acceptere, at familiens planer ændres.
Det kan skabe dårlig samvittighed:
Gør jeg nok for dem?
Samtidig er det ikke altid muligt at fordele tid og opmærksomhed helt ligeligt, når børn har forskellige behov.
Her kan arbejdet blandt andet handle om at finde en mere realistisk måde at forstå dit ansvar på – frem for hele tiden at måle dig mod en forestilling om, hvordan familielivet burde være.
Arbejde og familieliv
For nogle forældre bliver det vanskeligt at få arbejdslivet til at passe sammen med barnets behov.
Der kan være mange aftaler, perioder med skolefravær, behandling eller situationer, hvor du pludselig må ændre dine planer.
Nogle reducerer arbejdstiden eller sætter karrieren på pause.
Andre forsøger i lang tid at opretholde det samme arbejdsliv som tidligere og ender med selv at blive overbelastede.
Det kan være forbundet med både økonomiske bekymringer og spørgsmål om identitet:
Hvor blev mit eget liv af?
Det er et legitimt spørgsmål.
At have egne behov, ønsker og ambitioner er ikke det samme som at svigte sit barn.
Når du mister dig selv i omsorgsrollen
Når et andet menneske har brug for meget hjælp, kan ens egne behov gradvist blive mindre synlige.
Du ved måske præcis, hvad dit barn har brug for.
Men hvis nogen spørger:
“Hvad har du brug for?”
kan svaret være langt sværere.
For nogle bliver forældrerollen så dominerende, at der næsten ikke er plads til andre sider af identiteten.
Partner.
Ven.
Kollega.
Menneske med egne interesser og behov.
Et psykologforløb kan blandt andet handle om at skabe mere plads til disse sider af dig uden at ignorere det ansvar, du faktisk har.
Grænser og dårlig samvittighed
Når ens barn har reelle behov for hjælp, kan almindelige råd om bare at “sætte grænser” føles utilstrækkelige.
For nogle ting skal du gøre.
Derfor handler arbejdet ikke nødvendigvis om bare at sige nej til mere.
Det kan i stedet handle om at undersøge:
Hvad er nødvendigt?
Hvad føler jeg mig ansvarlig for?
Hvad kan andre overtage?
Hvor stiller jeg krav til mig selv, som ingen andre stiller?
Hvornår hjælper jeg mit barn – og hvornår er jeg ved at bruge mere, end jeg har?
Målet er ikke at gøre dig mindre omsorgsfuld.
Det er at gøre omsorgen mere bæredygtig.
Når dit barn bliver større
Behovet for støtte forsvinder ikke nødvendigvis, fordi barnet bliver teenager eller voksen.
For nogle forældre opstår nye bekymringer:
uddannelse, økonomi, bolig, arbejde, relationer og muligheden for et selvstændigt voksenliv.
Samtidig kan spørgsmålet om ansvar blive mere komplekst.
Hvornår skal jeg hjælpe?
Hvornår skal jeg træde tilbage?
Hvad kan mit barn selv?
Og hvad sker der, hvis jeg en dag ikke længere kan hjælpe?
Disse spørgsmål kan være svære, netop fordi der ikke altid findes et enkelt svar.
Hvornår kan det være relevant at tale med en psykolog?
Det kan være relevant, hvis du oplever:
- vedvarende stress eller udmattelse
- mange bekymringer om dit barn
- dårlig samvittighed
- følelsen af aldrig at gøre nok
- konflikter i parforholdet
- svært ved at mærke egne behov
- sorg eller afmagt
- vrede eller irritation, som bagefter giver skyld
- at du altid er på vagt
- ensomhed eller følelsen af ikke at blive forstået
- svært ved at sætte grænser
- at hele dit liv er kommet til at handle om dit barns behov
Du behøver ikke have nået et sammenbrud, før det er relevant at få hjælp.
Hvordan kan en psykolog hjælpe?
Et psykologforløb kan give dig et sted, hvor fokus ikke kun er på dit barn, men også på, hvordan du har det i den situation, familien står i.
Vi kan blandt andet arbejde med:
- belastning og stress
- bekymringer og uvished
- skyld og selvkritik
- sorg
- grænser og ansvar
- følelsesmæssig overbelastning
- parforhold og familierelationer
- dine egne behov
- arbejdsliv
- identitet
- forventninger til dig selv som forælder
Formålet er ikke at lære dig den “rigtige” måde at være forælder på.
Det handler om at forstå de særlige vilkår, du står i, og finde måder at passe på både dit barn, familien og dig selv.
Psykologhjælp til pårørende hos Psykologerne på Frederiksberg
Hos Psykologerne på Frederiksberg tilbyder vi samtaler til forældre og andre nære pårørende til børn og unge med neurodivergens, kronisk sygdom eller handicap.
Vi ved, at familier og børn er forskellige, og at en diagnose ikke i sig selv fortæller, hvordan hverdagen ser ud.
Derfor tager samtalerne udgangspunkt i din konkrete situation og i det, der belaster dig.
Vores psykologer arbejder med forskellige terapeutiske tilgange, og forløbet tilpasses dig og det, du ønsker hjælp til.
Find en psykolog med erfaring på området
Flere af vores psykologer har erfaring med de psykiske og relationelle belastninger, der kan følge med at være forælder eller pårørende til et barn med særlige behov.
Vi har også psykologer med personlig erfaring med at være forældre til børn med neurodivergens eller handicap.
Er du i tvivl om, hvem der passer bedst til din situation, hjælper vi dig gerne med at finde den rette.
Skyggebørn
Når et barn i familien har et handicap, kan det have en betydelig indvirkning på hele familien, herunder skyggebørnene. Skyggebørn er søskende til et diagnose barn, der ofte føler sig overset eller overskygget af deres søskendes behov og udfordringer. Denne usynlige byrde kan have en dybtgående indvirkning på familielivet.
Ofte plages forældrene af dårlig samvittighed over, at barnet med diagnosen tager meget opmærksomhed.
Det er vigtigt, at I som forældre hjælper jeres barn med ikke at tage et voksenansvar for diagnosen i familien. Erfaringer fra familieliv med syge eller handicappede søskende viser, at det raske barn ofte vil forsøge at kompensere for forældrenes belastning ved at blive “den lille hjælper” eller “det perfekte barn”. Det er selvsagt en stor belastning for et barn.
Søskende til handicappede og syge børn kan desuden være plaget af ambivalente følelser. Det kan både være virkelig irriterende og pinligt, at min søskende er, som han eller hun er – og samtidig elsker jeg ham eller hende.
Sørg for at planlægge aktiviteter alene med det raske barn. Ofte er det at hygge, have en god samtale, lave lektier sammen eller blot give uforstyrret opmærksomhed præcis det, barnet har brug for.
Der ses desværre en overrepræsentation af børn og unge med belastningsreaktioner og psykiske udfordringer, når de er vokset op med en syg eller handicappet søskende.
Påvirkningen på parforholdet
At have et barn med særlige behov kan lægge et stort pres på parforholdet. Forældre kan opleve en øget stressniveau, søvnunderskud og følelsesmæssig udmattelse, hvilket kan føre til konflikter og kommunikationsproblemer. Det er vigtigt for parret at finde tid til at pleje deres forhold og søge støtte fra hinanden og professionelle, så de kan tackle udfordringerne sammen.
Mange forældre vil opleve, at parforholdet udvikler sig til et arbejdsfællesskab og kærligheden får svære betingelser. Desværre har mange par også svært ved at dele sorgen med hinanden, eller har forskelligt tempo.
Hvis du oplever nogle af disse vanskeligheder, kan du med fordel søge hjælp til dit parforhold. Vi vil hjælpe dig og din partner med at acceptere, at man kan have forskellige reaktioner på samme problemstilling, og at dette er almindeligt. Læs mere om parforhold her.
- Accepter, at livet er forandret
- Selvom det er en belastning at have et barn med et handicap, må du gerne nyde stunder for dig selv eller med en, du holder af
- Bed om konkret hjælp, hvis du har et barn med handicap
- Tilbyd konkret hjælp, hvis du er pårørende
- Husk at passe på dig selv og dine ressourcer
- Lad andre overtage de opgaver, der kan afgives
- Tag pauser
- Planlæg par-tid eller voksen-tid med din partner eller en god ven
- Øv dig i at nyde de gode stunder med barnet og bliv i nuet
- Ingen kender fremtiden – lad bekymringerne vente
Til pårørende
Pårørende spiller en vigtig rolle i støtten af familier med børn med særlige behov.
De kan være en kilde til følelsesmæssig støtte, praktisk hjælp og aflastning for forældrene. Det er vigtigt for pårørende at være lyttende, empatisk og respektfuld over for familiens behov og grænser. Selvom familiens situation er svær og dermed følelsesmæssig svær at være vidende til, så husk at det at trække sig, ikke at ringe, ikke at spørge er det værste, du kan gøre. Så efterlader du nemlig familien alene med belastningerne.
- Det kan være en stor hjælp at tilbyde praktisk støtte, som f.eks. at hjælpe med at passe barnet eller at give forældrene en pause.
- Det er vigtigt at respektere familiens valg og beslutninger, da de bedst kender deres barns behov.
- Hjælp med at finde ressourcer og støttegrupper, der kan give yderligere støtte til familien.
- Tag kontakten og vær den, der holder kontakten. Antag at din pårørende er overbelastet.
- Spørg ind. Mange oplever, at folk trækker sig.
- Bliv ved med at invitere, eller accepter, at besøg i nogle familier går nemmest i din pårørendes hjem.
- Husk, at hvert barn og hver familie er unik, så det er vigtigt at være åben og fleksibel i sin tilgang til at støtte familier med handicappede børn.
